Strukturmodellen på skoleområdet...

Angående en aktuel sag om deling af en klasse i Nexø:
Man har politisk vedtaget en strukturmodel for skoleområdet på Bornholm... Den kan man mene meget om - men den er nu engang besluttet som rammen på området...
Når det nu er sådan - så må man da for Søren følge den?! Hvis man giver et barn lov til at flytte til en skole - begrundet i at den ligger nærmere hjemmet - så må det jo gælder for alle bornholmske børn! Det bliver enten dyrt - og meget dyrere end man regnede med - fordi alle så pludselig kan flytte hvorhen de vil med retten om ligebehandling i hånden - for man kan ikke diskriminere - og give nogle muligheden - mens andre får nej...
Eller også så må man til at dispensere for antal i klasserne - og det kommer til at få direkte indflydelse på kvaliteten! Det holder jo ingen steder!
Hvorfor har man politisk vedtaget en strukturmodel, der har konsekvenser, som man ikke ønsker at tage politisk??
Det er jo at fralægge sig ansvaret og skyde bolden videre til skoler og medarbejdere, der så må løse den - uden mulighed for det kvalitetsløft, der ellers blev forsvoret som en del af strukturmodellen - fordi de penge, der eventuelt var til det, bliver ædt op på rammen (deling af klasser) - og ikke på indholdet!
Jeg synes, det er ærgeligt og ikke særlig gennemtænkt - at man vælger en model med åbenlyse konsekvenser - men så vælger ikke at ville tage ansvaret for de konsekvenser, når det kommer til stykket!
Man blir jo nød til at tænke frem - verden er jo ikke statisk - og det er antallet af børn og ønsker fra forældre heller ikke! Og når det gælder beslutninger om mennesker - så er hensynet til det hensigtsmæssige for dem altså noget mere værd end hensynet til om det lige i umiddelbar nærhed kommer til at koste flere penge! Tiltag der giver gode vilkår for folk er tit dyrere i en periode fordi det kræver investeringer at få ting på gled - men når disse ting først kører - hvis de vel at mærke får lov at køre i mere end et par måneder - så kommer besparelsen! Det er de langsigtede fleksible løsninger med fokus på folkene i den anden ende det handler om! Og her taler jeg ikke om dem, der råber højest - eller dem, der har løsninger for egen interesse, vinding og velfærd - nej, jeg taler om dem, der lever, vokser op og arbejder på øen - der som en del af fællesskabet tror på fremtidens Bornholm...

Trafik...

Trafikken til og fra Bornholm er et problem...
Vi kan vende og dreje den fra nu af og til evig tid - men det er altså et problem, at det koster en krig at komme til og fra øen OG at frekvensen er som den er...
Det er ikke bare fastboende det skræmmer væk - det er også potentielle tilflyttere og ikke mindst turister, der kan komme på charterferie til Mallorca for samme pris som det koster at komme til Bornholm.
Bornholm er et udkantsområde - det er et faktum vi ikke kan komme udenom - men vi er her altså stadig og hører til resten af Danmark. Selvfølgelig har vi nogle goder på øen, der opvejer beliggenheden - og selvfølgelig kan vi ikke sammenligne os med Kongens Nytorv for vi har valgt Bornholm netop på grund af de værdier vi kan fremelske her på øen - men med de rammer som trafikmulighederne giver os - så er det en begrænsende effekt, der ikke er fremmende for hverken den nuværende eller potentielle befolkning. Ulempen for os ligger jo også i, at vi kan risikere ikke at kunne komme afsted hvis naturen beslutter sig for at holde os hjemme i form af en strid storm - det har vi lært at affinde os med - med det er simpelthen for dyrt at prøve at komme herfra i en oftere frekvens - som forholdene er nu.
På Læsø er det gratis for fastboende at tage færgen til og fra øen! Hvorved adskiller vi os fra Læsø? Ikke meget - vi er oveni købet flere indbyggere her på øen, der har brug for transporten, hvis man skal se det ud fra et solidaritetsmæssigt perspektiv.
Det er simpelthen noget man fremadrettet må arbejde langt mere med - med grundlag i en argumentation, der fordrer, at vi på linie med et udkantsområde som Læsø må kunne organisere os i forhold til at tilnærme samme vilkår for fastboende som de kan fremdrive...
Jeg er sikker på, at det vil give muligheder for øen, der i solidaritetens navn - som en grundsten i vores velfærdssamfund tilgodeser alle - på samme vilkår...

HVOR kommer børnene fra?!

Det er med STOR undren, at jeg konstaterer, at de børn, der ikke skulle være her ifølge diverse prognoser fremført redeligt af formanden for børne- og skoleudvalget - de er der pludselig alligevel - og de har ovenikøbet formeret sig?!
Taler man om børnetallet i Rønne - så er der pt. en privat børnehave med plads til 80 børn, der fungerer i bedste velgående OG derudover, så laver man nødløsninger i de offentlige børnehaver og sender børn på "satelit"-ophold, da der ikke er plads til dem i de eksisterende børnehaver?! Heldigvis er det ikke i rummet - men i Blokhus de sendes ud - men det er da skræmmende, at der ikke er plads til dem i de eksisterende bygninger!
Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan SÅ mange børn kan komme som SÅDAN en stor overraskelse for folk, der burde have forstand på at se og tolke prognoser. Det drejer sig jo ikke om 5 eller 10 børn - det drejer sig om en mængde, der absolut ikke burde være sådan lige at komme udenom! Det er jo ikke fordi antallet af fødsler på Bornholm har ændret sig markant - ej heller har tilflytningen været af invationsart - og argumentet med at flere er i arbejde, så derfor er der flere børn at passe - den holder vist heller ikke, med det antal vi taler om!
Så jeg vil opfordre til, at man arkiverer talrækken lodret - og istedet kigger op og ud i verden på de børn, der ikke er på papiret - men faktisk står lige foran næsen - hvis man bare gider kigge efter!

Lokalområderne

Der er meget fokus på centralisering som det store fy-ord - men det vigtige er vel, at man er med til at hjælpe noget andet på vej disse steder i lokalområderne - og at man ikke bare lukker ned og lader bygninger stå tomme.
Politikerne må være med til at give muligheder for tiltag i lokalområderne... Lokale kræfter og engagement skal støttes med nogle rammer, der gør det muligt at samles og være fælles...
Og så må der med tiden kunne laves nogle kriterier for de rammer - sådan at alle steder - om de hedder Lobbæk, Pedersker eller Vestermarie, får samme muligheder for støtte og tiltag til fælles interesse og samvær i lokalområdet...
I et samfund hvor mere og mere kommunikation og dialog gøres skriftlig og gemt bag mobiler og PC - så er det vigtigt for alle at komme ud og hilse på naboen!

Børnepasning...

Hvordan skal fremtidens pasning af vores mindste børn tilrettelægges?!
Idag har man mulighed for dagpleje, småbørns grupper i eksisterende børnehaver - og en enkelt decideret vuggestue - om end integreret i en børnehave - på Bornholm.
Jeg synes, at man bør tænke det hele sammen - og følgende er mine tanker om fremtidens pasningstilbud på Bornholm...

Jeg mener, at de dagplejere, vi har idag, gør et fantastisk stykke arbejde! De er dygtige - og står til tider med 5 små børn alene i løbet af en dag! 5 SMÅ BØRN!! Det er mange... Jeg har selv 4 - med blot to år imellem alle - og det har til tider været hårdt arbejde at navigere den flok - og jeg er endda deres mor og har bare kunne sætte mig ned og nyde dem i fulde drag - i nattøj!!! Så jeg kan kun forestille mig hvordan en hverdag nogle gange kan se ud - med 5 små børn - uden den aldersforskel som mine har haft! Jeg ved godt, at der tages hensyn til alder og antal, når børnene fordeles hos dagplejerne - og jeg ved godt, at dagplejemoderen har en lukketid - men alligevel!
Jeg har selv haft tre af mine børn i dansk dagpleje - og jeg har elsket det! INGEN har kunnet måle sig med netop vores dagplejemor - og sådan har de fleste vel nok en følelse omkring den person, der passer på det allerdyrebareste, man har - når man selv er nød til at gå på arbejde...
Det jeg ikke elskede var, når min dagplejemor var syg eller havde ferie - og jeg skulle aflevere mit barn et sted både barnet og jeg ikke kendte. Det var hæsligt! Jeg ville have det på samme måde, hvis jeg pludselig en morgen skulle et helt nyt sted! - og det er alt for sårbart efter min mening!
Det er rigtigt, at et barn hos en dagplejemor passes i hjemlige omgivelser - endog MEGET hjemlige omgivelser ind imellem med alt hvad det indebærer! Og det er rigtigt, at det er en god ting for dagplejemoderens familie - især hvis hun selv har mindre børn - at "mor" altid er hjemme og til at få fat i dér... Men hvad med den kollegiale sparring - frokostpausen og tiden til lige at trække vejret for sigselv i 5 minutter i løbet af dagen?! Den er der ikke mulighed for at opfylde - som det ellers er et vitalt ønske fra andre arbejdstagere...
De hjemlig omgivelser giver måske roen til at pauser ikke er nødvendige?! - eller de kan tages når (og hvis) børnene sover til middag - men hvad med kontakten til kollegaer i dagligdagen?! Jeg ved godt, at der er aftaler dagplejemødre imellem om at mødes og gå til forskellige arrangementer og om at besøge hinanden - men sparringen i dagligdagen ift. aktuelle situationer - den er der ikke...
I de små lokalsamfund kan læsset hurtigt vælte, hvis en dagplejemor er syg og de andre i byen har "fuldt", netop fordi man er så få dagplejemødre i lokalområdet. Så må man pludselig som forældre til at køre helt andre veje for at få barnet passet - og det kan være ganske så uoverskueligt på en hverdagsmorgen, at få det akut passet ind - især hvis man hverken har bil eller offentlig transport i nærheden, der går den rette vej til et passende tidspunkt...

Så - hvorfor ikke samle de gode kræfter, vi allerede har, til vuggestueenheder med en normering, der gør, at det hænger sammen? - og så med kontaktpersoner for det enkelte barn, som man vel osse har de fleste steder idag.
De hjemlige omgivelser kan man tage med sig og den gode stemning, kan man også tage med! Lægger man så vuggestueenhederne sammen med børnehaverne - så vil trygheden i omgivelserne jo være der hele barnelivet - det er blot "gruppe" - eller "stue", man så vil skifte - adressen og huset er det samme. Er man som pædagog eller medhjælper syg - så vil der altid være en anden som barnet kender - eller i hvert fald har set - og omgivelserne vil være de samme.
Det mener jeg må være tryghed for et barn!
Man kan sagtens have små enheder i den store enhed af vuggestue og børnehave, der er både overskuelige, lyse, venlige, trygge og hjemlige! Det er et spørgsmål om vilje og indretning!
Dette er også set ud fra et fagligt udviklingsmæssigt perspektiv - hvor pædagoger og medhjælpere netop vil have den daglige sparring og muligheden for at sætte fokus på faglig udvikling i de daglige situationer - og i relation til emner og mulighed for undervisning og tværfaglig dialog, som jeg oplever det sker i de institutioner vi har idag.
Hvor pasningstilbuddet så skal være henne geografisk må være efter princippet "udbud og efterspørgsel". Det kan ikke nytte noget, at man tvinger forældrene hen, hvor de ikke ønsker - eller laver halve tilbud et sted i et lokalområde, hvor man på forhånd egentlig godt ved, at det ikke kan hænge sammen - for så at vente på, at stedet "dør af sigselv" (som jeg oplever, at man er endt med at gøre på skoleområdet)... Det er IKKE ansvarlighed! Det er - efter min mening - istedet et krampagtigt forsøg på at efterkomme et billede af sigselv som "politiker, der værner om lokalområderne" - men i et helt forkert perspektiv - stadig efter min mening! Det skal ikke kun se pænt ud på papiret, at der ligger et pasningstilbud i et lokalområde - det skal også fungere i virkeligheden - og det er vel dét, der er pointen! Tilbuddet skal passe til dem, der skal bruge det - og ligge dér, hvor det er mest hensigtsmæssigt for flest mulige!
Jeg synes til sidst, at det er vigtigt at huske på, at dagplejen ikke i sigselv er et dårligt tilbud med elendige ansatte, der ikke kan tage vare på de børn de passer - tvært imod!! De er dygtige, tålmodige og fleksible ansatte og jeg er fulde af beundring over det arbejde, de overkommer og måden de gør det på...
Jeg tror bare på, at man kan bruge deres indsats, kvalifikationer og erfaringer på en måde, der vil være bedre for både børnene, de ansatte og forældrene. Samtidig tror jeg også på, at det vil være til gavn for de institutioner, som vi allerede har idag - både i forhold til stordriftsfordele, sparring og faglige tiltag i øvrigt...

Geografisk placering...

Hvorfor strander diskussionerne altid i geografisk placering på Bornholm?
Hvorfor er det så væsentligt HVOR - når det vel egentlig burde handle om HVAD og HVORDAN istedet...
Kan vi få et ordentligt tilbud - med et ordentligt indhold - så er problemet vel ikke større end en tilstrækkelig transport kan klare det?
Medarbejdernes kompetencer er uafhængige af mursten! De er en del af et fællesskab, der om det ligger i Nexø, Muleby eller Åkirkeby kan skabe akkurat det de vil - den gode stemning og det daglige arbejde er ikke afhængigt af hvor det foregår - men hvem der skaber den og i hvilke rammer...

Opleve - udleve...

Idag skal vi opleve! Historisk set er der sket et skred i samfundsudviklingen - hvilket vel kan ses ud fra to væsentlige aspekter i livet: Ægteskabet og børnefødsler.
Engang var disse aspekter et spørgsmål om liv og død. Man var afhængig af ægteskabet for at leve - og afhængig af at føde børn, da disse var med til forsørgelsen af familien.
Senere blev disse aspekter et vilkår i livet. Ægteskabet var et vilkår - det samme var fødslen af børn - og som sådan blev det realiseret.
Idag derimod er såvel ægteskabet som børnefødslen blevet en del af den enkeltes iscenesættelse.
"Projekt ægteskab" og "projekt barn"...
Det er selve designet, der idag er det væsentlige. Man planlægger bryllup til mindste detalje - og bruger opsparingen - eller sætter sig i gæld - for at blomsterne skal matche både dug, tapet og gommens skjorte. Børnefødslen er planlagt - både mht. sted, brugen af smertestillende og fødestilling. Snart kan også kønnet bestemmes - den første selektion baseret på doneres øjenfarve, uddannelse og IQ ses allerede på verdensplan.
Der lægges så meget vægt på oplevelsen - alt skal have sin berettigelse i forhold til oplevelsen - at man glemmer at udleve. Man glemmer at alt foregår i kontekst "virkeligheden" - og når den kontrol, der ligger i planlægningen tabes i tilpasningen til virkeligheden - da blir oplevelsen et nederlag.
50% af alle ægteskaber ender i skilsmisse og det handler vel om, at man indhentes af virkeligheden - at den identitet, der lå i overskuddet til idyl og balance, bliver indhentet af fuldtidsjob, vasketøj og manglende forståelse for den anden.
Kejsersnitfrekvensen er stigende - og især de kejsersnit der gives på "mors ønske". Det er en konsekvens af planlægningen af "projekt barn". Oplevelsen bliver dårlig, når man ikke kan "stole" på kroppen til at gøre som planlagt. En naturlig fødsel kan ikke planlægges 100% - et kejsersnit kan langt bedre puttes ind i nogle faste rammer, hvor ikke følelser, reaktioner og kroppen står for forløbet. Dermed kan et kejsersnit i lang højere grad leve op til en oplevelse som man selv har designet.
At opleve betyder at man er vidne til - og ikke som en udlevelse - at man fører ud i livet. Kan vi ikke finde meningen i at realisere frem for at se på? At være til stede og mærke livet - og gøre det uforudsigelige til meningen og sammenhængen - og forstå at det ikke er kontrollen, men den måde vi behandler osselv og hinanden på, der betyder noget...

At "beskytte" den anden...

Jeg har i den seneste tid oplevet folk, der i et misforstået forsøg på at "beskytte" andre voksne mennesker undlader at sige ting - eller ændrer en smule på virkeligheden sådan, at den anden bedre kan "tåle" det...
Hvorfra kommer denne misforståelse, at man som oppegående tænkende individ i den voksne alder skal beskyttes mod det verden og virkeligheden byder? Hvordan skal man nogensinde forstå sammenhænge - eller meningen med tingene, hvis ikke man får mulighed for at møde og mærke alle aspekter af den?
Ting skal siges højt - og ikke gemmes væk. Forestillinger om ting er ofte meget langt værre end virkeligheden, når de dannes af billeder inde i hovedet. Det er et faktum, der ikke skal overses og som efter min mening kunne gøre mange ting i livet langt mere ukomplicerede!
Gad vide om det er rollen som beskytter, der er det bærende. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på Kari Martinsen og hendes udlægning af, at bruge sig selv i relationen - og i den forbindelse forskellen på personlig og privat.
I en personlig relation er udgangspunktet den anden og den andens behov - og det er med dette in mente, at man hjælper, støtter og vejleder.
I en privat relation bliver udgangspunktet én selv. Ens egne tolkninger begrundet i egne følelser for en situation og dermed ens egen rolle, der bliver det væsentlige. Og da kan rollen som "hjælper" eller "beskytter" give den følelse af selvværd som ender med at blive motivationen for at hjælpe den anden.
Måske skulle man lige før man udnævner sigselv som hjælper og beskytter kigge på den person man gerne vil beskytte og opdage, om det egentlig er den andens behov - eller om behovet er konstrueret i et mere eller mindre ubevidst forsøg på at definere og hævde sigselv og egen rolle som uundværlig...
I længden bliver denne rolle nemlig også både opslidende for såvel andre som én selv - og den kan ende med at være meget vanskelig at komme ud af...
Så mød, føl og mærk verden - og lad alle os andre gøre det samme - på den måde kan vi alle forholde os til alle aspekter af virkeligheden, sammenhængene og konsekvenserne af den...

En fælles fjende

Hvad styrker folk mere end en fælles fjende?
Det var en stor del af 2. verdenskrig, hvor nazisterne opfandt den fælles fjende i jøderne. Det styrker naboskabet, når et eller flere uønskede individer flytter ind i kvarteret og bliver den fælles fjende – og hvor trist var ikke havearbejdet blevet uden dræbersneglen?!
Den fælles fjende kan både være et individ, en begrænsning eller en fysisk foranstaltning. Uanset hvad det er – så kan fællesskabet mod fjenden opretholde fjendskabet gennem en øget socialisering – og dermed en bekræftelse af ”det uønskede” uden egentlig at skulle forholde sig til facts og andre aspekter af ”sandheden” – men blot bekræfte hinanden i, at man har defineret ”det onde”.
Der er altid flere sider af en sag – og altid en årsag til at tingene bliver som de bliver. Prøv i stedet at se motivationen bag om en fjende – og så vil verden måske kunne ses i et andet lys?! Måske bliver fjenden opretholdt i lyset af, at man faktisk nyder det sociale og den placering man kan få i fællesskabet på den bekostning?!
En dræbersnegl spiser ikke alt hvad den kommer i nærheden af i en have for at genere haveejeren mest muligt. Det ender blot som en sidekonsekvens af, at den instinktivt gerne vil have mad – og formere sig!
Så – måske handler det ikke om bare at give andre skylden for at verden ser ud som den gør – måske skulle man i stedet se indad og bagom de tilsyneladende ”fjendtlige tendenser” og prøve at definere motivationen til fjendskab, egen rolle og så hæve sig lidt ud over navlepillerperspektivet…

Folk med lange videregående uddannelser til udkantsområderne...

Det er svært at tiltrække folk med lange videregående uddannelser til udkantsområderne...
Statstilskud har været på tale, men hvorfor ikke omgøre en sådan idé til en nedskrivning af studielån?!
De fleste på lange videregående uddannelser har studielån - og kan se frem til en tilbagebetaling på en lang årrække. En mulighed for en nedskrivning over en årrække - mod at bosætte sig i et defineret udkantsområde - ville være attraktivt for arbejdstagerne - og økonomisk renbtabelt på sigt for kommunerne og staten.
Derudover kunne man konkret for Bornholm - i samarbejde med de bornholmske firmaer - oprette studiejobs som for en stor del kunne være på hjemmearbejdspladsvilkår - men med det for øje at få kvalificerede medarbejdere herover efter endt uddannelse - med en nedskrivning af studiegæld som et gode...